Ellen Holmboe - forfatter og foredragsholder
Jernkysten
Uhyggelige historier fra det yderste vest
Kan man forestille sig et bedre sted at placere skæbnefortællinger end i et tyndtbefolket urlandskab mellem hede og hav? Et landskab, der med sin voldsomhed kalder på stærke skæbner, karakterer og konflikter, men med sin fåmælte befolkning kalder på en poetisk og nænsom beskrivelse af det uforløste blandt stille eksistenser.
Jernkysten udspiller sig over fire århundreder og rummer fire meget forskellige historier. Nogle trækker på mytestof fra folkedybet, nogle er baseret på virkelige hændelser, og andre igen er rent digt. Men fælles for dem er, at de giver det ufortalte stemme.
Danmarks ørken
Forud er gået et meget stort researcharbejde. Det har været afgørende for mig, at novellerne kan holde til et nærmere eftersyn både psykologisk, mytologisk og historisk, og jeg har brugt hundredvis af timer på at grave mig ned i kildematerialet – og på at glemme det igen – ligesom jeg har besøgt Vestkysten flere gange for at indfange den særlige stemning i Danmarks ”ørken”.
Alle-aldre-litteratur
Anmeldelser
"I Ellen Holmboes Jernkysten – Uhyggelige historier fra det yderste vest befinder vi os helt ude ved den jyske vestkyst. Bogens fire fortællinger strækker sig over fire århundreder og er baseret på en blanding af myter, virkelige hændelser og ren fantasi. I Jernkysten er der dømt uhygge, men det er en underspillet og sofistikeret form for uhygge, der i samspillet med de overtroiske og religiøse fisker- og bondesamfund gør, at uhyggen sniger sig ind på læseren. Men faktisk er det lidt svært at sætte fingeren på præcis, hvordan Holmboe skaber denne form for uhygge – hver historie emmer af en helt særlig stemning, der får nakkehårene til at rejse sig.
Karakteristisk for fortællingerne er, hvordan de unge hovedpersoner på hver deres måde oplever svigt og tillidsbrud. Ofte er det de voksne, der svigter eller har svigtet, som når drengen Laust, i den første af bogens noveller, bliver vidne til, hvordan hans far med en bådshage går til angreb på en forsvarsløs skipper. Skipperen har netop reddet sig selv i land, efter hans skib er blevet offer for en voldsom storm, men Lausts far udviser ingen barmhjertighed i sin jagt på værdifuldt vraggods.
Det er også den voksne, der svigter i fortællingen Guds børn, når pigen Thea bliver gjort gravid af pastor Mose, byens præst. Thea forsøger at begrave sit nyfødte barn på byens kirkegård, men bliver opdaget af pastor Mose og resten af byen, og reaktionen er voldsom:
“Hun sagde ikke et ord, da pastor Mose flåede spaden fra hende og nedkaldte alle himmelens forbandelser over hende. Hun sagde ikke et ord, da pastor Mose tvang hende til at fjerne det utugtsbarn, der ikke fortjente at hvile i hellig jord. Hun sagde ikke et ord, da gendarmerne kaldte hende skøge og barnemorderske og trak af med hende.”
Nogle gange ender historierne til ofrenes ‘fordel’, fx når retfærdigheden synes at ske fyldest, og pastor Moses afhuggede og halvædte hoved bliver fundet i klitterne, eller når Selma, i novellen Pigeskind, på mystisk vis undslipper sin dominerende far, der vil gifte hende bort til en mand, hun ikke elsker. Dog er der aldrig tale om deciderede lykkelige slutninger – de bevarer et ambivalent og tvetydigt element. Og dette er med til at gøre historierne både stimulerende og fængende.
Holmboe udvisker skillelinjerne mellem virkelighed og overtro på meget dygtig vis, og hun lader fortolkningerne af historierne stå åben – der gives ingen helt klare svar – i stedet bliver læserens fortolkningsevne i stor grad aktiveret og sat på prøve. Dette betyder også, at der kræves en vis reflektionsevne og analytisk sans hos læseren – man skal kunne læse mellem linjerne for at få det fulde udbytte.
Mads Thembergs gråtonede illustrationer supplerer fortællingerne meget præcist, og illustrationerne er med til at indkapsle og underbygge novellernes uhygge.
Jernkysten – Uhyggelige historier fra det yderste vest vil gøre sig rigtig godt i undervisningssammenhæng, da historierne både stiller krav til læsernes analytiske evner, samtidig med at de lægger op til at diskutere ‘gamle dage’, forskellige samfund, myter og tro."
Ellen Holmboe tager os med til det forblæste Vestjylland i "Jernkysten", hvor menneske er menneske værst i fire foruroligende fortællinger. Gode gys til store børn og unge.
Hvis man leder efter udpenslet rædsel, skal man kigge et andet sted hen, for der er ikke meget splatter i Jernkysten. Til gengæld er der masser af gru af den gammeldags slags, hvor uhyggen findes på grænsen mellem mørke portrætter af den menneskelige psyke og uforklarlig overnaturlighed.
Det onde kommer indefra, og en tung skæbne ruger over de fire hovedpersoner, som alle prøver at vokse op i en verden, hvor de voksne gør det svært at undfly de udstukne rammer. Med sikker hånd føres læseren ind i et miljø, der lukker sig strammere og strammere om den nye generation, og en foruroligende kulde sniger sig ind under huden. Dette skyldes ikke mindst det stemningsmættede sprog, der siger lige præcis nok, men aldrig for meget. Der er efterladt en lille sprække, hvor tvivlen kan få lov at blive, og Ellen Holmboe styrer uden om overforklarende metaforik eller fortærsket psykoanalyse.
Det minder nogle steder om Edgar Allan Poes makabre og mystiske fortællinger og har samme gotiske fornemmelse, men i et umiskendeligt dansk miljø. Fra fiskersamfund over Indre Mission til nazisternes efterladenskaber i strandsandet, er det benhårde danske landskab hjemsøgt af ondskab. Sine steder med en mytisk symbolik, som man finder den i folkevisernes fortryllede univers eller oldnordisk mytologi, hvor dæmonien bliver konkret, og mennesker forvandles ved at klæde sig i dyreham.
I "Pigeskind" trues en ung pige af den risikable overgang til kvinde og anelsen om, at hendes mors skæbne også skal blive hendes. Derfor må faren skjule det sælskind, som moren efterlod, og forhindre, at pigen finder det. I "Dødemandsbjerget" længes den lille Laust efter at vokse til og følge i mændenes fodspor på havet, og han taber gradvist sin barnlige uskyld, efterhånden som det går op for ham - og læseren med - hvad det indebærer at blive en mand. I "Naziskatten" støder barneleg og jalousi på grumme efterdønninger af de voksnes leg med ilden.
De fire noveller er klassiske gyserhistorier, der nok skal få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste. Det er nådesløst, det er vindblæst, det er mennesket, når det er allerværst. Og voksne kan også læse med."
"Ellen Holmboe skriver råt, stærkt og godt og har kreeret fire fine skæbnefortællinger, der alle slutter, så det giver et helt gib i læseren.
Mads Themberg har illustreret og har stemningerne og naturen helt inde under huden.
Fire flotte gysende historier til børn fra 12 år."
Med på Bent Rasmussens Litteraturliste 2012 over gode gys/krimier og gode oplæsningsideer, EMU/Skolebiblioteket.
Steffen Lange, Midtjyllands Avis
Alle tager udgangspunkt i noget virkeligt, eksempelvis de tyske bunkeranlæg eller i den kendsgerning, at man tidligere lokkede nødstedte skibe ind på revlerne for at få fat i lasten.
Bogen henvender sig til store børn, men den har absolut litterære kvaliteter og kan også sagtens læses af voksne.
Fire børn der alle oplever noget grufuldt.
Det virker nærmest umenneskeligt, sådan som vi vestjyder opfører os. Nu siger jeg vi og jeg sad gennem den første historie og tænkte som de voksne omkring Laust "Er du ikke en mand? Tøm så den drengs lommer. Er du bange for havlig?" Kynismen over menneskeliv og den tiltro man har i Gud, mens man på samme tid foragter ham er på sin vis meget rammende. Som i den tredje novelle hvor otte mand er døde og skal begraves, lægger præsten ud med at sige flotte ord og slutter af med at sige disse mænd er i helvede. Hans mål med det er at gøre dem alle til kristne uden synder. Men hvem har den største synd?
Måden hvorpå det ikke handler om Dødemandsbjerget i den første novelle, men om hvilke ækle skabninger mennesker er mod hinanden og hvordan denne egoistiske retfærdiggøren af drab bliver videreført er så skræmmende. På mange måder er følelser noget der står med sort gru mellem linjerne og det kan selv ramme mig.
Der er også den forføriske måde hvorpå myte og virkelighed er blandet sammen så man bliver i tvivl om hvad der er sandt. Skete det?
Der stilles hele tiden spørgsmål og selvom gruen ikke er sådan man ikke tør sove er den til stede i form af mennesket.
Jeg kender en del til historier og myter, og disse er ikke nye, men fortalt på en god måde i et sprog alle forstår. Personligt elsker jeg sælkvinde-myten og jeg ville ønske at forfatteren havde skrevet den helt ud, men på samme tid gør det også at jeg bare kan sidde og nyde det korte stykke der er. Prøve at forstå Selmas følelser om de myter hun har hørt om sin mor og den brutale stilhed mellem hende selv og hendes far.
Bogens lixtal er mere for de 9-13-årige, end mig på 20, men derfor var jeg da underholdt. Jeg kan lide historierne og opbygningen og synes den giver noget at tænke over.
Alle historierne foregår ikke i vores tid men det gør dem på ingen måde dårligere.
Vestkysten ... hvis i tør."
Jernkysten rummer fire skæbnefortællinger:
”Denne kyst er en jernkyst, uden havne og tilflugtssteder, hvilken skibe derfor i almindelighed bør undgå med alle vinde, der ikke blæse fra landet”.
Danske Lods, 1866
Tak til Litteraturrådet for støtte.
Mads Themberg står bag de fornemme illustrationer, se eksempler fra hans showcase på Behance.
- Ellen Holmboe - forfatter. Senest opdateret den 20. maj 2025